Argentina

Indtast din tekst her...

I midten af 90'erne var argentinsk vin ganske uinteressant. Landet havde en kæmpemæssig produktion af vin - det var også dengang verdens femtestørste vinland - men vinene var rå og ofte tynde. Kun landets egne indbyggere elskede dem, og de tog fra. Det årlige forbrug pr. indbygger lå på op imod 100 liter.

I dag er forbruget 40 liter pr. næse (mens det i Danmark er cirka 30 liter). Forbruget er altså gået væsentligt ned, og det har åbnet producenternes øjne for, at det kan betale sig at lave kvalitet og eksportere den til udlandet. De har taget ved lære af chilenerne og har opbygget en stadig voksende eksport af glimrende kvalitetsvine især til USA og Storbritannien, men også til Danmark.

Argentinske vindistrikter

I det hele taget er der et vældigt potentiale i det fjerne sydamerikanske vinland. Man har kaldt det vinverdenens sovende gigant, men giganten er vågnet, og dens betingelser for at lave god vin er helt i top. Klimaet er knastørt med 320 soldage om året og kun 20-25 cm nedbør. Faktisk burde der slet ikke kunne gro vin. Men der er rigelige mængder af smeltevand fra Andesbjergene, og vandet ledes frem gennem de kanaler, som inkaerne og andre indianere anlagde, før spanierne erobrede landet.

Det er nemt at overrisle markerne, men det er også nemt at overrisle for meget, så druehøsten bliver enorm og vinene tynde og slappe. I 70'erne, da det gjaldt om at lave en masse billig vin, høstede man op til ti gange så mange druer pr. hektar, som man gør i dag. Siden har man lært sig at tæmme både vand og vækst.

Argentina har fire større vinregioner, men den vigtigste er Mendoza, der breder sig ved foden af Andesbjergene i op til 1500 meters højde. Her findes næsten alle vinhuse af betydning, og her produceres 70% af al Argentinas vin. Mendoza er større end Bordeaux, og har flere hektar vinmarker end Australien og New Zealand tilsammen.

Argentinas druer er dem, som italienske, franske og spanske indvandrere bragte med sig i 1800-tallet, men én drue er noget særligt, nemlig Malbec.

Malbec blev tidligere dyrket i Bordeaux, og i dag finder vi den i det franske Cahors-distrikt - der, hvor Prins Henrik laver vin, og hvor druen i øvrigt bærer navnet Cot.

Malbec er blevet Argentinas nationale drue - ligesom Chile har Carmenère og Sydafrika Pinotage - og den kan lægge most til meget dejlige rødvine med både struktur, dybde og blødhed.

Argentinas vindistrikter.
Hoveddistriktet i Argentina er uden diskussion Mendoza der tegner sig for 80% af den samlede vinproduktion. Kendetegnende for Mendoza er, at området ligger umiddelbart op af Andesbjergene, hvorfor forskellen i vinmarkernes højde har en langt større betydning end breddegraden, de er anlagt på. For hver 100 meter højden stiger, falder temperaturen med en grad, og da vinmarkerne i Mendoza er plantet i en højde fra 500 til 1000 meter, har dette en stor betydning for, hvilken druesort der kan gro hvor, samt hvilken vitikultur der bør anvendes i vinmarkerne. Tommelfingerreglen er, at der på de lavest beliggende vinmarker plantes Syrah som "opbindes som bushwines", hvorimod man tilplanter de øverst beliggende vinmarker med Chardonnay, som typisk opbindes som guyot.
Yderligere falder der kun 400 mm regn i vindistriktet, hvorfor vinmarkerne skal kunstvandes for at opnå de 6 til 700 mm vand der skal til, for at vinstokken kan trives. Dette er dog ikke noget problem, da der hvert år kommer store mængder smeltevand ned fra Andesbjergene.
Den største klimatiske udfordring er hverken varmen, den manglende nedbør eller frosten (på trods af at det er et kontinentalt klima), men derimod haglbygerne, som slår bladene i stykker, så vinstokken ikke får tilført ny energi via photosyntese, skræller barken af vinstokken, så den er yderst modtagelig for bakterie infektion og, hvis haglene falder i modningsperioden, slår druerne i stykker, så vinmarken angribes af svampesygedomme.
Den næststørste vinregion i Argentina er San Juan, som dækker 40.000 hk og hvor klimaet er varmere og mere tørt end i Mendoza med kun 150 mm regn. Af samme årsag laves der stort set kun bulk vin af druerne i distriktet.
Dernæst følger la Rioja og Salata, før vi når til, hvad der måske er Argentinas mest spændende vinområde, Rio Negro, i den sydligste del af Patagonien. Dette har tidligere været hjemsted for store plantager med æbler og pærer, men en meget kridtholdig jord samt en lang og tør modningssæson gør også området ideelt til vindyrkning. I dag er der kun plantet lige over 6000 hk vinmarker, men stadig flere af Mendozas etablerede vingårde har plantet forsøgsmarker i området, så det er forventeligt, at dette område vil vokse sig en del større lige så snart, at der er råd til at gennemføre de nødvendige investeringer.
Netop økonomien er et af Argentinas hovedproblemer. Fra 2003 og frem til 2012 gik det forrygende, og den argentinske vineksport blev i denne periode mangedoblet. Siden har landet haft en dyb inflation, og da hjemmemarkedet tegner sig for langt den største del af det argentinske marked, har vinproducenterne ikke kunnet hæve priserne, hvorfor deres indtjening er stort set er ikke eksisterende. Dette hæmmer helt naturligt også investeringerne i nyt vinificeringsudstyr og dermed også udviklingen i kvaliteten.
Noget positivt er der dog også kommet ud af dette, da der i dag af samme årsag indkøbes færre nye egetræsfade, hvilket tidligere har været en dominerende faktor i de argentinske vine, på bekostning af frugten og områdernes typicitet.
Yderligere bør nogle af de Mendozas vinbønder spørge sig selv om, hvorvidt Malbec er den mest egnede druersort til deres terroir. De fleste vinbønder tilplantede oprindeligt deres vinmarker med Malbec, fordi deres nabo havde gjort det, men ny viden omkring jordbundsforholdene på de forskellige parceller har vist, at specielt Cabernet Sauvignon typisk ville være et bedre valg.
Generelt bør de argentinske vinbønder have mere fokus på deres terroir i stedet for at lave en blød mellemvare.
Når jeg smager argentinsk vin, så slår det mig ofte, hvor lidt af terroiren jeg egentlig kan smage i vinene, der ofte er sovset godt ind i ny eg og masser af umiddelbar og overmoden frugt. Dette får dem mest af alt til at minde om en lava lampe, fascinerende at se på men svær at drikke.
Argentinske vinbønder har måske ikke det samme komplekse terroir som nabolandet Chile, men når det er sagt, så er der stadig store regionale forskelle at vise. Netop dette har en genration af nye unge vinbønder stor fokus på. Disse vinbønder har typisk haft ophold på vingårde i Frankrig, Australien og New Zealand, hvilket, kombineret med at de er utrolig dygtige til at vidensdele, giver håb for at landet, efter at det er kommet ud af sin økonomiske krise, vil imødegå et nyt eksporteventyr, der denne gang også vil understøtte en kvalitativ udvikling, som i en langt højere grad vil hvile på de forskellige områder og egen kendskab i stedet for nyt egetræ.